Dagens klumme på 180Grader.dk er skrevet af min ydmyghed og handler om manglen på studiepladser og om behovet for at privatisere universiteterne. Et uddrag:
Enhver planøkonomi resulterer i lange køer og spildte ressourcer, og de statsstyrede universiteter er ingen undtagelse. Løsningen er at privatisere de videregående uddannelser, så universiteterne selv kan bestemme, hvilke og hvor mange studiepladser de vil oprette. Og lad også gerne uddannelserne være brugerfinansierede, så de studerende bliver mindet om, at der skal være jobmuligheder i den anden ende af studiet i eskimologi. En god gedigen skattelettelse (en flad skat på 20 procent er en god start) vil gøre det meget lettere at betale studielån tilbage og i det hele taget gøre det mere attraktivt at uddanne sig til et højere betalt job.
Læs resten af klummen, “Uddannelse A/S”, her.
Tilføj kommentar
12. august 2009
I går fik mange danske unge den kedelige besked, at de ikke er kommet ind på det studie, de har ansøgt om. Der har simpelthen været flere ansøgere end studiepladser, og selv ansøgere med flotte karakterer fik et afslag. Universiteterne kunne imidlertid lære meget af markedet, når det kommer til skabelse og fordeling af eftertragtede ressourcer.
“Harry Potter and the Deathly Hallows”, den sidste bog i forfatteren J.K. Rowlings serie om den unge troldmandslærling, er den hurtigst sælgende bog nogensinde i Storbritannien. Allerede 24 timer efter udgivelsen var der blevet langet 2.7 mio. eksemplarer over disken i forfatterens hjemland. Alligevel er det i dag en smal sag at få fingre i bogen om Harry Potter og hans venner. Amazon sælger således bogen for $9, til levering næste dag (i hvert fald, hvis man bor i USA).
Hvad kan en bog om eleverne på en trolddomsskole lære os om trængslerne ved at blive studerende på en af de danske uddannelsesinstitutioner? Forskellen er, at bøger bliver solgt på et frit marked, mens studieansøgninger håndteres af et statsligt bureaukrati.
Både forlag og bogbutikker tjener deres penge på at tilfredsstille kundernes behov og har derfor en interesse i at vurdere, hvor mange bøger der kan afsættes. Universiteterne er derimod underlagt statens kontrol, hvor politikerne kun behøver at stå til ansvar for “kunderne” hvert fjerde år.
På trods af, at man i årevis har vidst, at ungdomsårgangene bliver større og større, har man ikke tilsvarende øget antallet af studiepladser. Resultatet er knaphed og bristede drømme.
Harry Potter er ikke litteraturens eneste trolddomsdreng. Tag Anthony Horowitz’ “Den syvende søn”, om 12-årige David, der slipper for sine sadistiske forældre ved at tage på en kostskole for børn med magiske evner. Lighederne til Potter-serien er ikke til at overse, og i en snæver vending kan den ene bog nok afløse den anden.
Men forestil dig, at en boghandler, der løb tør for Potter-bøger, uden blusel sendte sine kunder til en boghandler i den anden ende af landet, hvor de allernådigst kunne købe Horowitz’ langt fra så populære bog. En så elendig service ville hurtigt medføre kundeflugt.
Det er ikke desto mindre sådan, videnskabsminister Helge Sander (V) opfører sig, når han peger på 4.000 ledige uddannelsespladser og beskylder de unge for ikke at være “mobile” nok.
Ja, det kan godt være, at studiet i Esbjerg ikke er helt det samme som det, du søgte i København. Og ja, det kan godt være, at du skal forlade lejlighed, venner, kæreste, job og meget andet for at komme videre med din uddannelse. Men det er ikke nogen undskyldning for at sidde og pive, er budskabet tilsyneladende fra videnskabsministeren.
Lad os nu få privatiseret de videregående uddannelser, så universiteterne selv kan bestemme, hvilke og hvor mange studiepladser de vil oprette. Og lad også gerne uddannelserne være brugerfinansierede, så de studerende bliver mindet om, at der også gerne skal være jobmuligheder i ønskestudiet. En god gedigen skattelettelse (en flad skat 20 procent er en god start) skal gøre det meget lettere at betale studielån tilbage og i det hele taget gøre det mere attraktivt at uddanne sig til et højere betalt job.
6 kommentarer
30. juli 2009
Studerende, der har udvist mådehold med deres SU, får sig i morgen, onsdag, en ubehagelig overraskelse. Med ét knips forsvinder nemlig muligheden for at benytte sig af de såkaldte dobbeltklip.
Ved studiestart på en videregående uddannelse tildeles hver studerende et antal SU-klip, der svarer til antallet af måneder i uddannelsen, plus et års forbrug af klip til diverse forsinkelser. For hver månedlig udbetaling af SU forsvinder et klip - en ordning, der forhindrer de evighedsstudenter, der befolkede universiteterne i forne tider.
Man kan også undlade at få udbetalt en måneds SU og dermed spare klippet op. Hidtil har man kunnet bruge de opsparede klip på at få udbetalt dobbelt SU og dermed have muligheden for at fravælge studiejob under et hektisk specialeskrivning. Men dette ændres onsdag den 1. juni, hvor nye SU-regler betyder, at det ikke længere er muligt at få udbetalt dobbeltklip.
Ifølge Danske Studerendes Fællesråd vil de nye regler koste specialestuderende op til 60.000 kr.. Og under alle omstændigheder sender regelændringen et meget dårligt signal.
Alle de studerende, der har udvist mådehold og sparet op til fremtiden, ser nu deres mulighed for at få udbetalt pengene fordufte som dug for solen. Den eneste mulighed for at få udbetalt overskydende SU-klip er nu at forhale afslutningen på sin uddannelse og indkassere SU i “fjumretiden”. Straf til de forudseende studerende og belønning til de nølende - det hænger ikke godt sammen med behovet for at få flere nyuddannede ud på arbejdsmarkedet.
Udover det rent moralsk angribelige ved de nye reglers signalværdi er det dog svært at se, med hvilket grundlag de studerende kan beklage sig. Muligheden for at modtage SU - og de klip, der repræsenterer denne mulighed - er jo ikke noget, som de studerende har tjent, og som de derfor kan betragte som deres ejendom.
SU er intet andet end en almisse. En almisse, der afhænger af Folketingets velvilje, og som derfor kan forsvinde, lige så hurtigt som velviljen ændrer sig. De venstreorienterede studerende, der med bannere og håndbajere kræver mere velfærd og “luxus til alle”, har glemt Gerald Fords ord om, at den stat, der kan give dig alt hvad du ønsker, også kan tage, alt hvad du ejer. I de studerendes tilfælde er der imidlertid intet at eje.
Liberal Alliances Ungdom har foreslået en flad skat på 20 procent, finansieret ved afskaffelse af SU’en og alle de andre overførsler til folk, der sagtens ville kunne klare sig selv, hvis ikke skatten var så høj. Dette giver studerende langt mere fleksibilitet og giver dem en højere livsindkomst.
Lad os forestille os en studerende, der ved siden af sin SU på 55.416 kr. om året har et studiearbejde, der indbringer ham eller hende 60.000 kr. om året før skat. Når skatten er betalt, har vores studerende knap 91.400 kr. til rådighed om året (fradrag er for nemheds skyld ikke regnet med, da de er identiske mellem de to skattemodeller).
Med en flad skat på 20 procent kan vores studerende beholde 12.000 kr. mere om året fra sit studiearbejde, men må til gengæld optage studielån for at kompensere for den manglende SU. I alt skal vores studerende låne lige over 43.000 kr. om året for at opretholde den samme levestandard som under det nuværende skattetryk. Efter en lang, videregående uddannelse, der fuldføres på et år over den normere tid (i alt seks år), vil den studerende have oparbejdet en gæld på lige over 260.000 kr.
Muligheden for at betale af på denne gæld er imidlertid lang lettere med en flad skat på 20 procent. Med en begyndelsesløn for en akademiker omkring 240.000-280.000, vil den årlige besparelse i skattebetalingen være omkring 84.000-98.000 kr. Bruges alle de sparede penge på at betale af på studielånet (med en rente på 5 procent), kan dette betales fuldstændig af på 2-3 år. Derefter ryger der over 80.000 kr. ekstra om året lige ned i foret, resten af karrieren.
Med skattelettelser får studerende mere kontrol over deres egen uddannelse og er ikke i lige så høj grad afhængige af Folketingets skiftende luner. I stedet for at gå på gader og stræder med krav om endnu større afhængighed af statens velfærdsydelser, burde studerende derfor hellere kræve retten til at beholde mere af det, de tjener.
Tilføj kommentar
30. juni 2009
