—
Når vi i Liberal Alliance sætter den individuelle frihed i højsædet og mener, at staten skal blande sig mindre, og at mere skal overlades til den enkeltes frie valg og personlige ansvar, så bunder det i liberal tradition, liberalismen, der i sin moderne form går mere end 250 år tilbage, og som udgør det ideologiske grundlag for menneskerettigheder, demokrati, næringsfrihed og markedsøkonomi.

Nu har du en unik chance for at dykke ned i det liberale tankegods, som er fundamentet for Liberal Alliances politik. På søndag d. 27. afholder Liberal Alliance en konference om liberalisme, hvor nogle af Danmarks bedste liberale tænkere kommer og fortæller om liberalismen. Det er en enestående chance for at få skærpet argumenterne for Liberal Alliances politik.

Søndag d. 27. september kl. 9.30 - 16.30
Landstingssalen, Christiansborg
Tilmelding senest torsdag d. 24. september via www.frihedogvelstand.dk
Pris for deltagelse: 200 kr. Beløbet skal indbetales på konto i Danske Bank konto nr.: 1551 10517087
I arrangementet indgår frokost

“Jeg tror, at vi realistisk skal sige, at i lyset af de problemer, vi står med, så gemmer vi de her dagsordener til bedre tider,” lød det fra finansministeren, der fik opbakning fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Reaktionen minder om den scene fra Marx Brothers-filmen “Duck Soup”, hvor Groucho Marx, som hersker over Freedonia, holder et møde med sin regering. Følgende dialog udspiller sig mellem Groucho og en af hans ministre:

Groucho: “And now, members of the Cabinet, we’ll take up old business.”
Minister: “I wish to discuss the Tariff!”
Groucho: “Sit down, that’s new business! No old business? Very well - then we’ll take up new business.”
Minister: “Now about that Tariff…”
Groucho: “Too late - that’s old business already!”

Dengang konjunkturerne var på deres højeste, hvor vi svømmede i friværdi og samtalekøkkener, og hvor vi kunne købe hele verden, var det heller ikke god tone at tale om reformer. I stedet kom valget i 2007 til at handle om “velfærd” og hvor mange af skatteydernes penge, de forskellige partier kunne love væk.

Danmark er presset, både af den nuværende finanskrise og af den demografiske udvikling. De store efterkrigstidsgenerationer er hastigt på vej på efterløn, og allerede næste år venter et statsligt underskud på 60 mia. - lige så stort som overskuddet sidste år. Samtidig kan vi se frem til den fjerdelaveste vækst blandt OECD-landene frem til 2017.

Men sådanne tal er alt for diffuse for politikerne, der hellere vil tiltrække stemmer i kampen mod mere håndgribelige ting som burkaer og muskelhunde.

Se blot, hvordan partiet har taget reguleringen af borgernes påklædning til sig. Da Dansk Folkeparti i 2005 foreslog et totalt forbud mod både tørklæde og burka, mødte de således modstand hos de konservative udfra princippet, at Folketinget ikke skulle blande sig i folks påklædning.

Men det princip hører åbenbart en anden tidsalder til, og i dag er de Konservative helhjertede støtter af et burkaforbud. Det er såmænd noget, partiet altid har ment, lyder det endog fra partitoppen.

De Konservative, der ellers holder mange skåltaler om at bekæmpe historieløsheden, har åbenbart en hukommelse, der ikke rækker længere tilbage end til sidste valg. Eller også mener man blot, at de forkromede principper vejer for meget, når man skal løbe efter tidsånden.

Enhver planøkonomi resulterer i lange køer og spildte ressourcer, og de statsstyrede universiteter er ingen undtagelse. Løsningen er at privatisere de videregående uddannelser, så universiteterne selv kan bestemme, hvilke og hvor mange studiepladser de vil oprette. Og lad også gerne uddannelserne være brugerfinansierede, så de studerende bliver mindet om, at der skal være jobmuligheder i den anden ende af studiet i eskimologi. En god gedigen skattelettelse (en flad skat på 20 procent er en god start) vil gøre det meget lettere at betale studielån tilbage og i det hele taget gøre det mere attraktivt at uddanne sig til et højere betalt job.

Læs resten af klummen, “Uddannelse A/S”, her.

Det er ikke desto mindre den konklusion, Helle Thorning-Schmidt er nået frem til. I et interview med Berlingske forleden lod Socialdemokraternes leder således forstå, at “der er utrolig mange samfundsområder, hvor vi har brug for mere politik og ikke mindre politik” og nævnte de såkaldte muskelhunde som et konkret eksempel, hvor et raskt lille forbud ville gavne.

Denne ode til overformynderi var så markant, at selv Claus Hjort Frederiksen (V), hvis opfattelse af “personligt ansvar” er at lade skatteyderne istandsætte offentlige bygninger i deres fritid, blev provokeret. I den gamle arbejderavis Information rasede han fredag over Helle Thorning, der både var “elitær” og “gammelsocialistisk”.

Det er en lidt arrogant holdning at tro, at man kan sidde på en piedestal inde på Christiansborg og bestemme, hvad der er godt for de enkelte mennesker, og være meget klogere til at leve folks liv, end borgerne selv er.

Vælgerne skal dog ikke tage dette som et løfte om at slække på tøjlerne fra Venstres side. Samme dag, på Venstres gruppemøde, lød beskeden fra Lars Løkke Rasmussen nemlig, at partiet vil arbejde for det selvsamme forbud mod muskelhunde, som den elitære og gammelsocialistiske Thorning havde foreslået.

Claus Hjort havde ellers bedyret, at “Helle Thorning-Schmidts indgangsvinkel er, at hun vil regulere med udgangspunkt i enkeltsager. Den tankegang er håbløst forældet.” Men det lod statsministeren sig ikke mærke af, da han gjorde sig til fortaler for det åbenlyst enkeltsagsbaserede hundeforbud, der er totalt blottet for saglige begrundelser.

Claus Hjort regnede nok med, at han med sin brandbulle mod Helle Thorning ville slå forskellen mellem regeringen og oppositionen fast. Og det gjorde han: Oppositionen vedstår åbent, at man ikke stoler på borgerne og gerne vil regulere dem noget mere. Regeringen gør det bare.

Fra “Hvordan bruger vi pengene til klimaet bedst?” i gårsdagens Jyllands-Posten (ikke online):

»Vi har ikke de endelige svar på alt. Men dette er helt klart værd at undersøge. I Danmark er holdningen imidlertid, at det ikke må være for let at gøre noget ved klimaforandringerne. Det skal gøre ondt, for at det virker. Men det er en calvinistisk måde at tænke på. Derfor taler alle i dag om at bruge ufatteligt mange penge på noget, der ikke er lykkedes før - nemlig at nedbringe de rige landes udledning af drivhusgasser,« siger Lomborg.

Pressen har naturligvis fokuseret på det kulørte skyforslag, men der er også andre forslag til klimaindgreb - også kaldet geo-engineering - på tegnebrættet. Bl.a. at reflektere solens stråler med svovlpartikler i luften eller at gøde havene, så øget algevækst trækker CO2 ud af atmosfæren.

Copenhagen Consensus-modellerne er blevet mødt med politisk korrekt forargelse, ikke blot fra venstrefløjen, men også fra de såkaldt borgerlige partier. “Jeg har svært ved at tage [Bjørn Lomborg] alvorligt – ikke mindst efter at have set det mobile springvandshow, han nu lancerer,” lyder det fra de Konservatives miljøordfører, Per Ørum Jørgensen, der advarer mod, at man “lytter for meget til hans fantasifulde påfund”.

Hvorvidt vi skal bruge penge på et skyprojekt - og om vi overhovedet skal give os i kast med risikabel klimastyring - kan jeg ikke tage stilling til. Men jeg mener ikke, at man skal udelukke visse personer fra at deltage i klimadebatten, blot fordi deres tanker er nye og provokerende. Vi har altid brug for den kreative Rasmus Modsat, der udfordrer konsensus og forhindrer den i at blive en dyne, der kvæler al debat.

Måske tager Lomborg fejl. Måske er det en bedre ide at satse på atomkraft. Og måske har klimaprofeterne ret, og vores eneste redning er at plastre landskabet til med vindmøller. Men skal vi i det mindste ikke give os selv lov til at høre argumenterne først?

I øvrigt er det også Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der turnerer gymnasierne med det populistiske forslag at sænke valgretsalderen til 16 år. Villy og Helle mener åbenbart, at man som 16-årig er gammel nok til at have indflydelse på, hvem der skal være statsminister, men ikke gammel nok til at bestemme over sig selv.

Den såkaldt borgerlige regering holder sig heller ikke tilbage, når det handler om at umyndiggøre befolkningen. Venstre vil således have et forbud mod kommunale solarier, mens den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen kæmper en indædt kamp for at få EU til at hæve cigaretafgifterne. Personligt ansvar og skattestop er åbenbart kun flotte ord, der bliver hevet frem til skåltalerne i de borgerlige ungdomsorganisationer.

Man hører ofte, at vores politikere mangler visioner. Nogle gange kan man dog godt frygte, at de faktisk har en vision: Forbudsdanmark. Hvor borgerne bevæger sig rundt med styrthjelme på hovedet, airbags på maven og bukserne stoppet fuld af vat. Og hvor politikerne står klar på hvert gadehjørne for med løftede pegefingre og moraliserende regler at sikre, at vi lever et sundt og statsgodkendt liv.

Eller måske lider vores kære folkevalgte blot af lidt sommerkuller, forårsaget af en fortumlet jagt på overskrifter i agurketiden. Til dem og alle andre skal der derfor lyde denne anbefaling: Drop sundhedsfanatismen, gå udenfor, nyd den dejlige sol og snup jer en stor og kold øl.

Også udgivet i Liberal Alliances Ungdoms nyhedsbrev.

“Harry Potter and the Deathly Hallows”, den sidste bog i forfatteren J.K. Rowlings serie om den unge troldmandslærling, er den hurtigst sælgende bog nogensinde i Storbritannien. Allerede 24 timer efter udgivelsen var der blevet langet 2.7 mio. eksemplarer over disken i forfatterens hjemland. Alligevel er det i dag en smal sag at få fingre i bogen om Harry Potter og hans venner. Amazon sælger således bogen for $9, til levering næste dag (i hvert fald, hvis man bor i USA).

Hvad kan en bog om eleverne på en trolddomsskole lære os om trængslerne ved at blive studerende på en af de danske uddannelsesinstitutioner? Forskellen er, at bøger bliver solgt på et frit marked, mens studieansøgninger håndteres af et statsligt bureaukrati.

Både forlag og bogbutikker tjener deres penge på at tilfredsstille kundernes behov og har derfor en interesse i at vurdere, hvor mange bøger der kan afsættes. Universiteterne er derimod underlagt statens kontrol, hvor politikerne kun behøver at stå til ansvar for “kunderne” hvert fjerde år.

På trods af, at man i årevis har vidst, at ungdomsårgangene bliver større og større, har man ikke tilsvarende øget antallet af studiepladser. Resultatet er knaphed og bristede drømme.

Harry Potter er ikke litteraturens eneste trolddomsdreng. Tag Anthony Horowitz’ “Den syvende søn”, om 12-årige David, der slipper for sine sadistiske forældre ved at tage på en kostskole for børn med magiske evner. Lighederne til Potter-serien er ikke til at overse, og i en snæver vending kan den ene bog nok afløse den anden.

Men forestil dig, at en boghandler, der løb tør for Potter-bøger, uden blusel sendte sine kunder til en boghandler i den anden ende af landet, hvor de allernådigst kunne købe Horowitz’ langt fra så populære bog. En så elendig service ville hurtigt medføre kundeflugt.

Det er ikke desto mindre sådan, videnskabsminister Helge Sander (V) opfører sig, når han peger på 4.000 ledige uddannelsespladser og beskylder de unge for ikke at være “mobile” nok.

Ja, det kan godt være, at studiet i Esbjerg ikke er helt det samme som det, du søgte i København. Og ja, det kan godt være, at du skal forlade lejlighed, venner, kæreste, job og meget andet for at komme videre med din uddannelse. Men det er ikke nogen undskyldning for at sidde og pive, er budskabet tilsyneladende fra videnskabsministeren.

Lad os nu få privatiseret de videregående uddannelser, så universiteterne selv kan bestemme, hvilke og hvor mange studiepladser de vil oprette. Og lad også gerne uddannelserne være brugerfinansierede, så de studerende bliver mindet om, at der også gerne skal være jobmuligheder i ønskestudiet. En god gedigen skattelettelse (en flad skat 20 procent er en god start) skal gøre det meget lettere at betale studielån tilbage og i det hele taget gøre det mere attraktivt at uddanne sig til et højere betalt job.

Den liberalistiske presse som Netavisen 180 grader og sågar også dagbladet Information mere end antydede politisk dobbeltmoral, fordi Helle Thorning-Schmidt havde haft au pair-piger ansat, da hun arbejdede i Bruxelles i 2000. Kort sagt, man gik efter ‘personen’ og ikke efter ‘bolden’.

Ebbe Prag har en meget selektiv hukommelse, hvis han husker sagen som et “liberalistisk” angreb på Helle Thorning-Schmidt. I 180Graders leder kunne man således læse, at det var forbudskræverne “Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen, der er forkerte på den i deres angreb på au pair-ordningen og ikke Helle Thorning-Schmidt”. Lederskribenten uddybede: “Sandheden om au pair-pigerne er, at de er lykkelige for at komme afsted til Danmark. For dem repræsenterer ordningen ikke nogen undertrykkelse, tværtimod er den en vej til et bedre liv. Mange af dem kommer oven i købet fra Filippinerne, hvor det er forbudt for dem at rejse ud, men de gør det alligevel, fordi et au pair-ophold giver dem så meget, som de ikke kan få derhjemme.”

At en af de kvinder, som, takket være au pair-ordningen, har fået tid til at have en karriere, hedder Helle Thorning-Schmidt, gør det bestemt ikke kedeligere at kritisere socialdemokraternes krav om forbud. Men Ebbe Prag vildleder kun sig selv (og læserne), hvis han tror, at de socialdemokratiske forbudsfans blev fældet ved en ureglementeret tackling.

Vi skal … åbne for indvandring af den nødvendige arbejdskraft på ordnede vilkår, hvor folk får en løn, de kan leve af, har fundamentale rettigheder, kan organisere sig og får adgang til erhvervsrelevante uddannelsestilbud. Endelig skal vi have den daglige arbejdstid ned og kvaliteten i daginstitutionerne op til glæde for alle.

En au pair-pige hjælper til med det huslige arbejde i maksimum 5 timer om dagen, maksimalt 6 dage om ugen. Værtsfamilien skal udover kost og logi betale au pair-pigen mindst 2.900 kr. brutto om måneden, hvilket er mere end mange studerende har til rådighed, når mad og husleje er betalt. Påstanden om, at au pair-pigerne ikke får “en løn, de kan leve af” er derfor svær at tage alvorlig.

Au pair-pigernes løn er så høj, at de ikke blot selv kan leve af den, men også sende en betydelig del hjem til familien i f.eks. Fillipinerne, hvor den såkaldte remittans udgør ikke mindre end 10 pct. af landets BNP.

Hvis en dansk familie skulle betale det samme til en au pair-pige (med dårlige eller ikke-eksisterende danskkundskaber) som det ville koste at ansætte en fagforeningsgodkendt dansk hjemmehjælper, vil det kun være de allermest altruistiske familier, der ville benytte sig af ordningen. Hvilket nok luner pengekassen hos den konkurrenceangste fagbevægelse, men ikke hjælper de udenlandske au pair-piger med at skabe sig en bedre fremtid.

Au pair-ordningen er ikke en perfekt ordning. Ordningen er gennemreguleret, med begrænsninger for både værtsfamilien (kun børnefamilier, ikke ældre eller andre med behov for en ekstra hånd i dagligdagen) og au pair-pigerne (skal være mellem 17 og 30 år, må ikke være gift eller tage et eventuelt barn med til Danmark), ligesom ordningen ikke giver mulighed for en permanent opholds- og arbejdstilladelse.

En bedre løsning hedder åbne grænser og lukkede kasser. Lad mennesker fra hele verden komme til Danmark og arbejde for den løn, de sammen med deres arbejdsgiver forhandler sig frem til. Hvorvidt der er tale om barnepiger, bygningsarbejdere eller læger, skal staten ikke blande sig i.

Vi skal ikke lukke grænserne, blot fordi venstreorienterede kræfter - hvad enten de befinder sig i Dansk Folkeparti eller på Roskilde Universitetscenter - frygter konkurrence fra udlandet. En liberal indvandringspolitik vil derimod give et mere åbent Danmark, et mere fleksibelt arbejdsmarked og en højere velstand for os alle.

Den var lige til at tage af, da den var blevet sat fast på cyklen. Den sad så dårligt med de der plastikstrips, så jeg havde taget den af, bare jeg rørte ved den, siger Aase Kjeldersgaard, som ellers synes ideen med cykelchippen var god.

Projektleder Anne-Mette Felby Madsen forklarer, at da der er tale om et pilotprojekt, er det vigtigt, at folk selv kan tage chippen af. “Nu vil vi tænke over, hvordan vi kan sikre os, at man kan montere en chip, så den ikke er så nem at pille af, fx ved at komme chippen ind i stellet eller andre muligheder.”