Lars Hedegaard har på sappho.dk forfattet endnu et skingert indlæg i krigen mod terror islam. Det handler om TV2 News-bilen og journalisten der blev truet ud af Tingbjerg for nylig da hun ville lave et indslag om den homoseksuelle folkekirkepræst som er på vej væk grundet vedvarende chikane.
Hedegaard skriver bl.a.,
Per Larsens og retsordførernes “unge”, “lømler” og “bander” gør præcis det modsatte. Og det viser, at vi netop ikke har at gøre med kriminalitet i normal dansk forstand. Vi har derimod at gøre med kriminalitet, der ikke lader sig adskille fra krigshandlinger.
Når de “30-40 unge”, som vi får at vide er på spil, angriber kirken, som på ingen måde kan siges at genere deres rent kriminelle aktiviteter, når de påsætter brande og smadrer journalisternes biler, er det en demonstration, der skal vise de tilbageblevne danskere i Tingbjerg, hvem der har magten i bydelen. Ligesom det er sket i adskillige andre muslimske ghettoer – Vollsmose, det indre Nørrebro, Gellerup. Og som det snart vil ske i den ene danske bydel efter den anden.
Jeg har aldrig været meget for venstrefløjens brug af nazi-sammenligninger når det angik Dansk Folkeparti eller andre indvandringskritiske røster. Men at en i mange kredse respekteret debattør taler om “krigshandlinger” er dels usandt, dels åbenlyst uansvarligt. Uanset på hvilken side af denne kulturkløft (den politiske, ikke den religiøse) man står, må det være i alles interesse ikke at opildne til yderligere voldsomheder. Ordet “krigshandlinger” og den dystopiske vision om hele byområder som terroristiske sharia-kalifater, hvad enten fra Hedegaard eller en rabiat imam, gør nøjagtigt det modsatte.
Det, Hedegaard mangler at vise før hans dommedagsvision holder er, at der er en vidtfavnende sammensværgelse og fælles bevidsthed der dækker 13-årige lømler, 18-årige terroristaspiranter, 28-årige bandeledere og 48-årige imamer. Jeg er fuldstændigt enig i, at alle disse mennesker er præget af deres kultur og religion (som os alle) og at visse minoriteters overrepræsentation i kriminalstatistikkerne sandsynligvis afspejler deres kulturelle baggrund, men Hedegaards analyse fejler på tre punkter:
- Latinamerikanske/sorte bander i USA opfører sig som det vi ser i DK
- “Tilskriv ikke dét til ondskab, som dumhed alene forklarer“
- Vi er “kultur-udførere”, ikke skrift-drevne robotter.
Punkt 1 lader til at tyde på at det snarere er et problem med visse typer macho-kulturer, evt. med en særlig stærk etnisk/nationalistisk tendens, end det er et problem med islam alene. Hedegaard gør muslimer til en historisk undtagelse, som ikke opererer under de samme regler som andre mennesker — og derfor er farligere. Det er et skråplan at komme ud på, for det tjener til dehumanisering af modparten.
Punkt 2 er værnet mod konspirationsteorier. Det er ganske usandsynligt at der er tale om et koordineret angreb på de vestlige samfund bestående af alt fra lømler til imamer til bandemedlemmer til terrorister, og at dette er et led i en større plan. Det er meget mere sandsynligt at disse mennesker opfører sig efter ca. samme regler som andre mennesker under samme betingelser (deres betingelser er så anderledes pga. deres kulturelle baggrund). At ghetto-optøjerne så af Hedegaard og ekstremistiske imamer kan læses ind i en islam-ekspansionistisk kontekst gør på ingen måde dette til drivkraften for lømlerne, der snarere blot opfører sig som alle andre lømler gør.
Hvilket leder til punkt 3. Selvom folk reflekterer, også over skrifter, er langt de fleste mennesker ikke drevet af konstant henvisning til og opslag i deres kildekode, hvad enten det er Jyske Lov eller Koranen. De udfører snarere de roller, handlinger og holdninger som deres nutidige kultur forventer. At denne nutidige kultur set over årtusinder i et vist omfang har med kildekoden at gøre er ikke det samme som at man kan slå op i Koranen og få et fornuftigt bud på hvad en muslim vil gøre i en given situation. Analogien til evolution er klar: selvom det har været en evolutionær fordel at kunne blive vred betyder det ikke at vi tænker på sex når vi bliver vrede, eller at vi bliver vrede for at få flere børn. Vi bliver vrede fordi vi er skruet sådan sammen, og vi er — set over lang tid — skruet sådan sammen fordi det statistisk set har givet os flere børn.
De eneste der tror og forventer at man som muslim kan/bør/vil slå op i kildekoden (Koranen) for at identificere den ‘rette’ adfærd er fundamentalister og typer som Hedegaard. Det er et udslag af en kulturalistisk holdning at folk ikke selv bør/kan vurdere den rette handlemåde, altså at man ikke kan tiltro folk selv at have moral. Uanset om det er en imam eller en Hedegaard der siger det, er det et nedværdigende og i bund og grund dehumaniserende synspunkt.
Én ting er altså at Lars Hedegaard har ret i sin forargelse over visse muslimers opførsel, og ganske givet et stykke hen ad vejen sætter fingeren på det ømme punkt hvad angår en årsagsbeskrivelse. Men han går alt, alt for langt i sin insisteren på at udgrænse muslimer som hinsides almindelige rationel debat; som rene kulturrobotter.
Det er og bliver dehumaniserende.
16 kommentarer 16. oktober 2009
Peter Lundin står bag en ny bog om sit liv og sine mord med god hjælp af ghostwriteren Palle Bruus Jensen Rikke Pedersen. Forudsigeligt nok står alle i kø for at ville forbyde ham at udgive bogen. I et tilfælde af ironi stort nok til at crashe universet gør Jyllands-Postens anmelder, Niels Lillelund tilmed nar af, at forlagets Turbulenz’ redaktør, Jonas Ankersen, tillader sig at nævne ordet “ytringsfrihed” i denne sammenhæng. Hvorfor? Opfordrer bogen til kriminalitet? Næppe. Til omstyrtelse af samfundet? Næh. Men folk føler sig forargede, ja virkeligt forargede, over indholdet. Både Karen Hækkerup (S) og Peter Skaarup (DF) vil have Brian Mikkelsen (K) til at tage sagen op. Lundin skal ikke have lov til at ytre sig! Det er ikke uforståeligt hvis landets og verdens muslimer snart er rundtossede over præcis, hvor ytringsfrihedens grænser går i dette land — og på Jyllands-Posten.
Hvad med om man snart begyndte at tage vore frihedsrettigheder alvorligt i dette land i stedet for at insistere på, at de kun gælder for majoriteten, dem som alle er enige med? Ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor, som det hedder? Ja, Lundin er afskum. Men hvorfor ikke konfiskere overskuddet fra salget af bogen og give det til de efterladte som set i O.J. Simpson-sagen? Det er måske for nem en løsning for alle de, der har travlt med at demonstrere præcis hvor klamme de synes Lundin er? Men det ville sikre, at frihedsrettighederne rent faktisk gælder i Danmark, også når det er ubekvemt.
3 kommentarer 6. oktober 2009
Enhver tanke om at den nuværende regering skulle være borgerlig eller, gud forbyde det, liberal må snart være manet i jorden. Fuldstændigt i sin forgængers fodspor, har kulturminister Carina Christensen nu besluttet sig for at have en mening om fodbold. Er den liberal? Nej. Borgerlig? Kun ud fra en gammeldags protektionistisk-konservativ synsvinkel.
Christensen mener, at Superligaen skal indføre grænser for, hvor mange udlændinge der må være på banen af gangen (5); et forslag som FIFA har stået fadder til (se bold.dk’s dækning her). Problemet er selvfølgelig, at dette forslag kolliderer med EUs regler om arbejdskraftens fri bevægelighed. Derudover er det også dybt uliberalt. Hvorfor skulle vi være glade for at se færre udlændinge i dansk fodbold? Udlændingene har utvivlsomt været med til at løfte dansk superligafodbold til en hidtil uset styrke. Tror nogen virkelig, at det ville styrke dansk fodbold relativt til europæisk hvis der indføres disse grænser? Tror nogen virkelig, at staten er bedre til at regulere dette her end klubberne og især deres fans? Hvorfor skulle det gavne danske spillere at blive testet på et dårligere niveau i ligaen end de ellers ville have været blevet? Er det bedre at vi producerer flere, men svagere talenter?
Arsenal var det første hold der stillede uden englændere fra start. Har Arsenal tabt fans siden da? Indtjening? Spiller de dårligere? Næppe. Det eneste der styrer disse og andre regulatoriske indgreb, både på og uden for fodboldbanen, er den grundlæggende utilfredshed med, hvordan verden virker. Det er præcist så provinsielt, kortsigtet og grundlæggende mistroisk overfor almindelige mennesker, som da DBU ikke ville transmittere de daværende 1. divisionskampe fordi man frygtede at folk ville blive væk fra stadions. Hvordan gik det mon med det, da man indførte Superligaen inkl. tv-dækning? Tilskuertallet blev fordoblet fra 1991 til 2004. Ligeledes ville DBU ikke tillade reklameskilte der skifter løbende. De var bange for at det ville fjerne opmærksomheden fra spillet. Man fattes ord over denne manglende tillid til tilskuerne. Der må være en plads til DBUs ledelse i SF, hvor de kan komme til at bestemme over endnu flere mennesker.
Folk — fans — vil have deres hold vinder. De er mindre nationalistiske end vores politiske herrer.
3 kommentarer 6. oktober 2009
I efterhånden 15 år har det heddet sig at debattonen er blevet hårdere. Et par illustrationer fra weekendens politiske overdrev.
Søren Bald, afgående landsformand for de Radikale kalder VKO-flertallet for en politisk virus og en politisk smitte, der skal bekæmpes med radikal medicin. Uriasposten er gået i forudsigeligt selvretfærdigt selvsving. Jeg kan faktisk ikke hidse mig op over hans ordvalg. Selvfølgelig afspejler det en foragt fra hans side, men det er bestemt også et sigende og udtryksfuldt ordvalg. I takt med at VKO-blokkens politik og taktik nærmest ustoppeligt spreder sig ud over resten af folketingssalen er det endog meget rammende. De negative konnotationer bør man holde sig for fin til at klynke over og blot konstatere at ordet “stueren” tydeligvis har forskellige definitioner i forskellige kredse.
Niels Hausgaard har et læserbrev i Politiken om de irakiske flygtninge, hvis indhold er noget med at dem der er uenige med ham er “amøber” fra “dybet af den politiske skraldespand” (no, really). Foruden den biologiske klassifikation mener han at meningsmålinger er “pinlige” og “ikke engang i familie med demokrati“. Han mener også at “forholdene i Irak er så meget værre nu end under Saddam“. De for ham eneste tænkelige argumenter imod en humanitær opholdstilladelse til irakerne er “snæversyn og smålighed” og “et stadigt mere afstumpet og småtskårent samfund“. Den klassiske taktik med at pådutte andre en holdning enhver kan se er idiotisk, umoralsk eller bare ond. Endelig afvises “faren for grundlovsbrud“, med at politikerne normalt angiveligt skulle være “ligeglade med den gamle latterlige lov“. Endelig spørger han om han i moralske anliggender er mere forpligtet over for landets love end over for hans samvittighed.
Læst i sin helhed er brevet et frustreret udflåd fra en magtesløs person, der her får lidt afløb for sit indre uvejr. Det undrer at Politiken har ønsket at trykke læserbrevet, men måske en debatredaktør har opnået lidt katharsis per stedfortræder her? Man kan jo ikke tage Hausgaard — denne eminent arrogante inkarnation af selvretfærdigt, uoplyst elitevælde — alvorligt.
En håndfuld pointer:
- Folk der er uenige med Hausgaard er amøber fra dybet at den politiske skraldespand, snæversynede, smålige, afstumpede og småtskårne. Tror Hausgaard virkelig selv på dette? Prøver han at overbevise tilhængeren, altså at dehumanisere modstanderen? Eller prøver han at overbevise modstanderen ved at skamme hende ud? Og hvilken mulighed er egentlig værst?
- Hausgaards retoriske spørgsmål om han skal følge sin samvittighed eller loven (som om han er i tvivl!) er fair nok, og alle kan nok finde eksempler hvor moralen bør råde. Men at man tilfældigvis er uenig i loven er ikke tilstrækkeligt. Det er heller ikke tilstrækkeligt at være miskendt for at være et miskendt geni. Man skal sgu også være et geni!
- Forholdene i Irak nu er ikke værre end under Saddam. Men hvem tæller efter når hidsigheden har overtaget?
- Én ikke-idiotisk grund til befolkningen er imod ophold til irakerne er måske palæstinensersagen: 74% var i 2005 på overførselsindkomst; 42% dømt for lovovertrædelser med bøde > 1.500 kr.; af 110 tilkomne børn var 62 noteret for lovovertrædelser. Endelig havde 312 af 321 været i Libanon mens deres asylansøgning var under behandling.*
- Derudover tager massevis af irakere på ferie i Irak (ligesom palæstinenserne gør det i Libanon), og nu vil selv Sverige — selve symbolet på alt hvad der er godt og moralsk blandt de kulturradikale — udvise 10.000 irakere. Måske er det ikke helt så farligt alligevel?
- Hausgaard afskriver politikernes angivelige frygt for grundlovsbrud, selvom han selv er involveret i en retssag om netop grundlovsbrud. Så man må kun bryde grundloven når man er enig med Niels Hausgaard?
- Hausgaard kan ikke lide meningsmålinger, men lur mig om han ikke ville glemme denne holdning, hvis de afspejlede hans holdning. Senere spørger han, “Hvor mange vil med længere ud af dette triste spor? Fingrene op!” Selvmodsigende? Jo da.
Jeg har set mit sidste show, Niels. Bare rolig, det er ikke det store offer.
*: Både Uriaspostens og dansk Wikipedias links til BTs og JPs oprindelige historier er desværre døde.
Tilføj kommentar 14. september 2009
Mikael Jalving er en skarp kommentator der ofte argumenterer for, at populisme ikke har fortjent sit dårlige ry, og at man bliver nødt til at erkende, at elitisme har sine begrænsninger. Langt hen ad vejen er jeg enig med den præmis, og ofte er Jalvings klummer en fornøjelse at læse for deres uforfærdede angreb på den politiske selvgodhed. Men mønten har en bagside, nemlig når anti-elitismen bliver et mål i sig selv, uafhængigt af indhold. Når metoden fortrænger substansen og man er imod blot for at være imod.
Et eksempel kunne i dag høres på P1’s morgensendeflade, hvor Jalving og Informations David Rehling var i infight over knivloven og dens utilsigtede konsekvenser. På trods af politikeres og eksperters advarsler vedtoges nemlig en unødvendigt stram lov, der indtil videre har kostet to ‘uskyldige’ mennesker 7 dages ubetinget fængsel hhv. udsigt til samme. Regeringen indførte nemlig i sin uendelig visdom en minimumsstraf på netop 7 dages fængsel.
Rehling argumenterede for, at politikerne var gået for vidt og havde bundet domstolene og politi på hænderne i deres iver for at tækkes en (indbildt eller reel) folkestemning, mens Jalving argumenterede for, at politikerne følger befolkningen, og at hvis folket synes besiddelse af kniv skal straffes, så bliver det sådan. Som han sagde, politikerne er også folk og hvorfor skulle de lytte til eksperterne? Endelig mente Jalving også at dette var mikropolitik, og at det var et langt større problem at den offentlige sektor vedblev at vokse, selv med en ‘borgerlig’ regering.
Det er svært helt at forstå at en liberal vælger en sådan udlægning af teksten. Centralt for liberalismen står, at man ikke tiltror nogen evnen til at træffe valg på éns vegne. Hele idéen om tredelingen af magten er at sikre, at ingen instans i samfundet får for stor magt over folks liv, og eftersom Folketinget er den mest udfarende kraft i dansk politik, bør vi principielt bakke op om strukturelle begrænsninger af dets magt. Hvis Jalving vitterligt mener at intet skal stå over Folketinget, står man som liberal i den underlige situation, at man for at gennemføre sine egne mærkesager er villig til at lade ladeporten stå åben for efterfølgende rød regering. Og man må spørge sig, præcis hvilke liberale synspunkter der overhovedet kan kræve en svækkelse af tredelingen for at kunne gennemføres? Liberal politik bør være at begrænse og forhindre indgreb i folks liv — præcis det, domstolskontrol er til for.
Derudover er der et par logiske brister i Jalvings argumentation.
- Sandt nok, politikere er også befolkningen. Men præcis det samme kan siges om eliten som Jalving altid skyder efter.
- Jalving mener at størrelsen af den offentlige sektor er meget vigtigere. Men hvorfor skulle politikerne gøre noget ved det, hvis folkestemningen foretrækker den nuværende størrelse eller endnu større?
Jalving bryder sig tydeligvis ikke om at politikerne skal opdrage på folk, og det er der god grund til. Men politikerne har desværre så ekstremt stor magt over vores liv, at man må kunne forvente af dem, at de gør deres ypperste for ikke at ramme de forkerte når de bestemmer over os. Det er det mindste de kan gøre. Og uanset om man vil det eller ej, så er der forskel på forskellige måder at gennemføre lovændringer på. Dygtige og udygtige. Dumme og intelligente. Af hensyn til menigmand vil Jalving helst ikke tale om dette. Men politikerne må som minimum levere os love med det resultat, folkestemningen vil have. Ikke med den ordlyd, den vil have. Det er nemlig en pris for populisme der alt for høj, især i et gennemkontrolleret land som Danmark. Til det formål skylder de os pinedød at lytte til og respektere eksperter på procedure.
En sidste ting er dog værd at lægge mærke til, nemlig at Jalving spørger hvorfor politikerne skulle lytte? Han har en pointe. Hvorfor lytter politikerne ikke mere til eksperter? Fordi de kan få flere stemmer hvis de ikke gør det…
Tilføj kommentar 11. september 2009
Som nævnt har Dansk Folkeparti haft stor indflydelse på både holdninger og metoder på tværs af Folketinget — på godt og på ondt. Senest har Kristian Thulesen-Dahl udtalt sig skeptisk om de menneskeskabte klimaforandringer, og DF har netop foreslået 7,5 mio. ekstra over tre år til Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Center på Handelshøjskolen CBS i København. Tro ikke, at dette forslag baserer sig på andet end at ville tappe folkedybets skepsis overfor den globale opvarmning, for videnskabelige sandheder afgøres som bekendt ikke ved afstemning i Folketinget. Ergo: populisme.
Som endnu et led i SFs gryende populisme kommer Margrethe Auken nu på banen med et hurtigt modforslag til DFs krav om flere penge til Lomborg. Auken ser hellere man bruger pengene på at oplyse pensionister om, hvordan de bedst sparer på strømmen.
Lad os lige få lidt perspektiv her. 7,5 mio over tre år er peanuts! Statslige løftede pegefingre i form af oplysningskampagner er generelt ikke særligt effektive. Og når de virker er det kun de i forvejen socialt velstillede, altså de med en vis uddannelse og et rimeligt overskud, der får gavn af dem — retter sig efter dem. Disse ‘first movers’ har så ofte held med at få resten af befolkningen til at efterligne sig for at sole sig i elitens sociale status. Men pensionister er generelt ikke first movers, og vil nok have svært ved at trække store befolkningsgrupper med sig, selv hvis kampagnen skulle have effekt.
Så hvad regner Auken i virkeligheden selv med at 7,5 mio. til oplysning af pensionister vil rykke i CO2-regnskabet? Sandsynligheden er meget større for at man rent faktisk får gavn af pengene, hvis man giver dem til en mand som Lomborg, der — trods reservationer man ellers måtte have om ham — gang på gang demonstrerer sin villighed og evne til at tænke ‘uden for boksen’ og levere overraskende resultater baseret på økonomiske analyser. Lomborgs idé med skydannelse via flåder af skibe, der forstøver havvand, er banebrydende og har potentielt en usammenligneligt større effekt på jordens klima end endnu en hønsestrikket formaningsrunde fra Big Mother-staten. Ikke mindst fordi 7,5 mio. ekstra over tre år svarer til 6 ph.d.-studerende, hvorimod samme beløb spredt ud over 900.000 pensionister er et minimalt beløb. Den mulige effekt ved at koncentrere pengene på at skaffe billigere alternativer til Kyoto-aftalen er ganske enkelt enormt meget større. It’s a no brainer!
Auken ved ganske givet dette. Men udmeldingen giver SF en chance for at stikke til DFs monopollignende berigelse af pensionisterne. Og som princip skal SF jo være imod alt hvad der involverer Lomborg. Rallying the base, som det hedder. Man kan nok ikke forvente at SF lader en sådan mulighed for markering gå fra sig, og givet deres opbakning til millionærskatten kan man vel heller ikke forvente at økonomisk logik skal bide på dem. Men jeg tillader mig nu alligevel at være skuffet på landets vegne over denne villede blindhed fra en regeringskandidat.
Tilføj kommentar 10. september 2009
Dansk Folkeparti har siden slut-halvfemserne præget dansk politik på mange måder.
Én er den hårde udlændingepolitik som alle andre partier end LA, EL og RV har taget til sig. En anden er den kontante tilgang til kriminalitet. En tredje er den populistiske enkeltssagspolitik.
Nu lader det til endnu en kulturradikal bastion falder, idet Det Radikale Venstre har besluttet sig for at føre mere enkeltsagspolitik end hidtil. RV har nedsat en arbejdsgruppe der skal kigge på på RVs arbejdsmetoder, herunder en øget fokusering på enkeltsager. Gruppen indeholder bl.a. Zenia Stampe, Margrethe Vestager og Christian Friis Bach.
Selvom jeg hader enkeltsagernes populistiske overtag er det alligevel interessant at se, hvor mange tidligere dogmer Dansk Folkeparti har været i stand til at nedbryde. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor de gamle partier konstant overtager DFs varemærker, hvis disse er så forfærdelige. Det har Kristian Thulesen-Dahl da også gjort. Hvem sagde stuerene?
5 kommentarer 9. september 2009
Ét af de få lyspunkter for en liberalist i Danmark de sidste mange år har været fremkomsten af tænketanken CEPOS. Med en blanding af stærke analyser, de rigtige hoveder og eminent PR-arbejde har de formået at placere sig stærkt i offentlighedens bevidsthed med skarpe liberale synspunkter. Tak for det!
CEVEA, centrum-venstretænketanken der skulle forsøge at konkurrere med CEPOS på idéernes markedsplads har indtil videre haft markant mindre held med deres foretagende. Formanden Jens Jonathan Steens nylige blogkommentar på jp.dk illustrerer til dels hvorfor.
- Ikke med ét ord nævnes at oppositionen vil forøge det i forvejen latterligt store budgetunderskud for næste år med 50%.
- Ikke med ét ord nævnes den svære afvejning mellem overophedning og arbejdsløshed som en ansvarlig politisk ledelse må foretage.
- Ikke med ét ord nævnes den uhyrlige populisme bag “millionærskatten” — et skoleeksempel på en ren misundelsesskat, der højst sandsynligt vil gå i nul eller give et decideret underskud, hvis den indføres.
- Ikke med ét ord nævnes den allerede nu deprimerende konkurrencesituation for landet, og hvilke nødvendige udfordringer dette giver os, ikke mindst set i lyset af millionærskatten.
Selv Lærerforeningen siger om oppositionens udspil, “det virker jo som en sovjetrussisk femårsplan“. Selvom denne kommentar nok kører mere på en tidstypisk planlægningsmani end på økonomien, må det alligevel være ord der svider hos en opposition, der pinedød må forsøge at fremstå som økonomisk ansvarlige. Anders Bondo Christensen må have gjort sig nogle interessante tanker inden dette kraftige ordvalg.
CEVEAs manglende gennemslagskraft afspejles da også i en søgning på Infomedia som de radikale (af alle!) har foretaget 1/10-31/12-08, hvor CEPOS var citeret 969 gange mod CEVEAs 174. Jeg er selvfølgelig ikke den første der har bemærket dette, men med Steens seneste ytring kan man ikke påstå skuden er vendt.
Alt i alt mangler Steens kommentar ganske enkelt ærlig, analytisk tyngde, og intet tyder endnu på at CEVEA når CEPOS til sokkeholderne når det kommer til andet end uargumenterede partsindlæg. CEPOS’ partsindlæg ledsages dog heldigvis af analyser, der underbygger deres holdninger…
2 kommentarer 8. september 2009
Et træk der karakteriserer venstrefløjen er dens krav om åndens ubesmittethed.
Det skal forstås således, at før den klassiske venstrefløjsdebattør kan godkende en handling skal den være absolut uegennyttig. Ganske som for protestantismen må og skal ånden være pinligt ren. Den mindste plet af egeninteresse forkrøbler øjeblikkeligt det moralske indhold af et hvilket som helst forehavende. En i sandhed moralsk handling skal nærmest være til ulempe for én selv. Der er et element af bod og selvpineri i denne venstrefløjsbesættelse.
Eksemplerne er mange.
- Den første golfkrig og befrielsen af Kuwait. Dette kunne ikke siges at være en retfærdig krig, da vi (Vesten) selv havde en interesse i at Saddam Hussein ikke kontrollerede endnu mere olie end før. At besættelsen var uretfærdig og at kuwaiterne foretrak en befrielse er fuldstændigt underordnet vores egne interesser. I virkeligheden en navlebeskuende holdning.
- Krigen i Afghanistan. Den er ikke retfærdig fordi vi ikke udelukkende gik ind for at redde kvinderne fra burkaerne. Trods det absolutte fravær af noget som helst ønskværdigt i Afghanistan man kunne rane, trods de relativt store tab, trods de massive investeringer i demokrati, uddannelse, infrastruktur og sikkerhed, trods fraværet af en udsigt til snarlig, konklusiv sejr, og ikke mindst trods 9/11; trods alt dette er krigen stadig ikke retfærdig.
- Cap and trade — handel med CO2 kvoter. Eftersom vi ’slipper lettere’ end vi ville, hvis vi skaffede alle CO2-reduktioner i Danmark er dette system skidt. På trods af, at CO2-udslippet er det samme, på trods af at markedsmekanismer er den mest effektive måde at fordele knappe ressourcer på (og dermed effektivisere produktionen globalt), på trods af at vi overfører store beløb til u-landene i bytte for deres CO2 kvoter; trods alt dette er systemet ikke retfærdigt. Her, tydeligere end mange andre steder, ses behovet for at piske vores nationale ryg til blods i aflad.
- Lomborgs idéer om geo-engineering. Som ovenfor, eftersom vi ’slipper lettere’ end vi ville, hvis vi afskaffede alt elektrisk eller forbrændingsdrevet apparatur, er denne idé umoralsk. Selvom den ville være meget billigere, meget mere realistisk at gennemføre, og ville kunne føre til temperatursænkninger i stedet for at blot at dæmpe CO2-tilvæksten er denne idé kættersk.
- Ulandshjælp. Ulandshjælp der også kommer danske firmaer til gode er skidt, også selvom den hjælper de fattigste med at komme op på niveau, og selvom vestlige firmaer ofte er nødvendige for at udføre projekterne. Ligeledes er statslig ulandshjælp bedre end private donationer fordi private bruger donationerne til at lindre deres dårlige samvittighed, og derfor kan forventes at være mindre interesserede i at bedre vikårene for de fattige lande. Her skal ignoreres at de ansatte i ulandsindustrien selv har stor glæde (økonomisk, ideologisk, socialt) af at opretholde det nuværende system.
- Postordrebrude. Selv om disse kvinder frivilligt måtte vælge en (for vestlige kvinder) mindre attraktiv mand for at få en langt højere indtjening til familien og et tryggere, mere velstående og mere behageligt liv end i hjemlandet, er begrebet af det onde fordi den danske mand også får noget ud af byttehandlen. Disse kvinder fratages deres indsigt og frie valg over deres eget liv for at puritanerne kan føle sig ubesudlede af jordiske bevæggrunde.
- Eksport af affald til Indien. På trods af at Indien frivilligt køber affaldet for at kunne bearbejde det på i Vesten urentable måder, på trods af at millioner af vesterlændinge har udført tilsvarende usunde jobs for at bringe os til vores nuværende rigdom, på trods af at vestlige arbejdsmiljøkrav ofte opfattes som (er) ny-kolonialisme eller protektionisme, på trods af at arbejdet ikke ville blive udført med vestlige regler i Indien, på trods af at mange andre jobs i Indien er endnu farligere, på trods af at eksporten kommer begge parter til gode; på trods af alt dette er eksporten ond.
- CO2-besparelser. Som anført i Weekendavisen medfører store besparelser på fossile brændsler i Vesten lavere priser for resten af verden, hvorfor de kan bruge de brændsler, vi ikke ville have brugt til præcis ingen gavn for CO2-udledningen. Alligevel er sådanne besparelser af det gode.
Fortsæt selv rækken. Man behøver ikke vente længere end til næste gang Anne-Marie Helger eller en anden kunstnertrunte skal delagtiggøre os i, hvorfor danskerne er det ondeste folkeslag i historien.
Jeg forsøger ikke at afvise at moralske eller uegennyttige argumenter har deres plads i vurderingen af handlinger, men at påpege besættelsen af at have ren samvittighed som det dominerende hensyn, samt at understrege at alle handler er byttehandler. Visse priser er bare mere åbenlyse end andre. Venstrefløjens pris er den rene samvittighed.
Tilføj kommentar 7. september 2009
Politikens blogger, politikeren og debattøren Rune Engelbreth Larsen, har et velkendt ømt punkt for flygtninge. Tilsyneladende så ømt at intet trick er for stygt at anvende til at
1. skabe sympati for udvalgte grupper
2. skabe antipati for Dansk Folkeparti
Dette illustreres ved hans seneste indlæg om det forfærdelige i anholdelsen og hjemsendelsen af de irakiske flygtninge i Brorsonskirken. Denne gang gælder det forsvaret af præsten, Per Ramsdal, for anklager om medvirken til at skjule flygtninge.
Engelbreth skriver i sit blogindlæg betitlet “Per Ramsdal redder liv, DF vil fængsle og fyre ham” følgende:
Dansk Folkeparti er den umenneskeligt kyniske Magt, som med loven i hånd profiterer politisk af at knuse menneskeskæbner, og sognepræst Per Ramsdal er det samvittighedsfulde menneske, hiin enkelte, som tro mod sit hjerte og overbevisning gør det eneste medmenneskelige, næstekærlige og nødvendige - han forsøger at redde liv. [min fremhævelse]
Foruden selvfølgelig den letgennemskuelige og rituelle tilsvining af DF får Engelbreth lige lusket livredning med ind i ligningen.
Her ligger den store forplumring gemt. Hvis det er sandsynligt at en udvisning vil koste en flygtning livet udviser Danmark ikke vedkommende. Så er den ikke længere.
Det er under lavmålet, selv for Engelbreth.
Man kunne spørge sig selv om Engelbreth ville udvise samme grad af forståelse for folk der snyder i skat, fx for at få råd til en sundhedsforsikring. Det redder også liv. Eller køber sig en pistol for at forsvare sit og familiens liv. Jeg tror det ikke. Og grunden er venstrefløjens nærmest protestantiske behov for åndens ubesmittethed.
Tilføj kommentar 6. september 2009
