Rasmus Moliin

Med en verserende bandekrig, en alt for omfattende terrorlovgivning og en alt for stram våbenlovgivning er der masser at tage fat på for et liberalt parti. Da jeg samtidig er retsordfører for Liberal Alliances Ungdom har jeg været spændt på, hvordan Liberal Alliances retsudspil ville udmønte sig.

I dag har partiet så offentliggjort sin plan for hvordan bandekriminalitet skal stoppes.Det er et udspil med både gode og dårlige idéer.

Først og fremmest er der ingen vej uden om, at hash skal legaliseres, hvis bandekonflikter skal undgås. Der er simpelthen tale om et marked (1 millard kr. årligt bare i København), der er så stort, at konflikter er uundgåelige, når det er kriminaliseret.

Derudover indeholder udspillet et forslag om at skabe bedre incitamenter til, at dømte forbedrer sig i fængslet, ligesom der foreslås indført brugerbetaling på indhentning af straffeattester og udlicitering af visse politiopgaver. Alt sammen er rigtigt gode idéer.

Desværre ser Liberal Alliance sig også nødsaget til at hoppe med på idéen om at sænke den kriminelle lavalder. Dog går partiet videre end regeringen, der vil nedsætte den til 14 år, og kræver i lighed med DF, at den nedsættes til 12 år.

Dette er til gengæld en rigtigt dårlig idé. For et par uger siden kunne man i Deadline over et par dage more sig over at se Mads Brügger ydmyge Martin Henriksen, der trods påstande om, at masser af eksperter ønskede en lavere kriminel lavalder, ikke kunne henvise til en eneste.

Eksperternes holdning behøver naturligvis ikke være den rigtige; her lader der dog til at være noget om snakken. En nedsættelse af den kriminelle lavalder vil medføre et system, hvor 6. klasses elever kan risikere plettet straffeattest for et slagsmål i frikvarteret eller rapseri af en marsbar i Netto. Da omfanget af kriminalitet blandt børn under 15 er relativt lavt og faktisk faldende, virker det som tom symbolpolitik at sænke den kriminelle lavalder.

Derudover kommer det rent moralske problem i at straffe børn - i England har man en lav kriminel lavalder - men man har i det mindste suppleret den med et krav om, at børn mellem 10 og 14 år må antages at have indset det moralsk dadelværdige i deres gerninger. End ikke denne sondring lægger Liberal Alliance op til.

Det skal siges til Liberal Alliances forsvar, at partiet trods alt ikke ønsker at smide børn ind med hårde kriminelle - i stedet skal børnene indsættes på institutioner, hvor personalet er specielt uddannet til netop at opdrage børn, der har trådt ved siden af.

Man kan dog spørge sig selv, om dette ikke kunne indføres inden for rammerne af den nuværende kriminelle lavalder. Allerede i dag har vi inden for sociallovgivningen en bred vifte af tiltag, der kan benyttes over for børn under 15, der har begået noget kriminelt - herunder mulighed for at anbringe barnet uden for hjemmet - både på en efterskole, hos en plejefamilie eller i en sikret afdeling.En foranstaltning over for et barn ophører, når der ikke længere er behov for det - og er altså ikke nødvendigvis knyttet til en bestemt tidshorisont som en dom i højere grad vil være.

Naturligvis kan den nuværende ordning suppleres - i Liberal Alliances Ungdom er vi også åbne for eksempelvis udgangsforbud eller gps-armbånd. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at børn, der er kriminelle i højere grad skal opdrages end straffes, hvorfor problemet hører hjemme under sociallovgivningen og ikke straffelovgivningen. Dette er nu engang et rodfæstet princip i Danmark (også før velfærdsstaten).

Regeringen har på forhånd meldt ud, at det er en betingelse for at deltage i forhandlingerne om retspolitik, at en lavere kriminel lavalder accepteres. Det kunne derfor godt virke som om Liberal Alliance tager højde for dette krav i sit udspil. Man kan dog spørge sig selv, om man ikke kunne have nøjedes med at sluge en lavere kriminel lavalder i et kompromis i stedet for at gøre det til en sag for partiet og ligefrem overtrumfe regeringen.

At sænke den kriminelle lavalder er kort fortalt bare en rigtigt dårlig idé - og det er en skam, når nu Liberal Alliances retsudspil ellers er så fornuftigt.

Det er let at komme i medierne i sommerferien (det er knapt så let at sætte sig ned og opdatere sin blog, som derfor har ligget død hele juli), og med emner som private sundhedsforsikringer, kulturpolitik og bandekrig burde det ligge lige til højrebenet for et liberalt parti at give sit besyv med i debatten.

Liberal Alliances folketingsgruppe har dog først for alvor rørt på sig den seneste uges tid, men jeg sidder tilbage og ønsker, at de havde ladet være. For med undtagelse af modstanden mod forbud mod skudsikre veste, har partiets udmeldinger seriøst fået mig til at overveje mit medlemsskab af partiet.

Forleden var Anders Samuelsen fremme med et angreb på starthjælpen til flygtninge, hvilket i og for sig er fint nok, men idéen var, at flygtninge i stedet skulle anbringes på kontanthjælp. Samme kontanthjælp, hvis størrelse og omfang, partiet i øvrigt anerkender som et problem generelt - men det gælder åbenbart kun for danskere. 180grader forklarede glimrende i sin leder, hvad det problematiske i den idé var, og knapt havde man nået at fordøje det røde udspil fra partiet, før Anders Samuelsen igen er fremme med et lidet gennemtænkt udfald.

Denne gang er det Brian Mikkelsen, der står for tur. Anders Samuelsen truer i dag justitsministeren med et mistillidsvotum, hvis ikke denne tager afstand fra et konkret tilfælde af magtanvendelse i forbindelse med, at politiet hentede formodede afviste asylansøgere ud fra Brorsons Kirke. Det omtalte klip med kvinden, der bliver slået 8 gange, ser da heller ikke godt ud, men Liberal Alliance burde holde sig for god til denne slags trusler. For hvad er det, de vil have?

Sagen er jo, at politiets magtanvendelse beror på et konkret skøn. For så vidt angår brugen af stave, følger det af politilovens bestemmelser, at disse kan anvendes såfremt en tjenestehandling skal gennemføres og der gøres aktiv - eller efter omstændighederne passiv - modstand. Den pågældende kvinde oplyser i dag, at hun agter at anlægge en klagesag, hvor statsadvokaten (og måske senere Rigsadvokaten) får lejlighed til at vurdere, om betjenten konkret har handlet uproportionalt. Retssikkerhed må gælde begge veje, og Brian Mikkelsen skal således i overensstemmelse med traditionen holde sig fra at udtale sig om den pågældende episode til klagesagen er afgjort - derefter vil han jo  alligevel ikke komme med andre udtalelser, end på et mere generelt plan at konstatere, at politiet skal holde sig til deres beføjelser og så gentage, hvad klageinstansen/erne (som altså ikke omfatter justitsministeriet) er kommet frem til konkret.

Men hvad nu, hvis politiet frikendes i den konkrete sag? Så kan ministeren jo vanskelligt tage afstand fra sagen, da politiet så er fundet at have handlet inden for sine grænser. Skal Liberal Alliance så kræve Brian Mikkelsens afgang som minister? Det virker ikke synderligt gennemtænkt, og Liberal Alliance burde overlade den slags ligegyldige og uovervejede folketingsspørgsmål og udfald til Enhedslisten.

Så kunne de måske i stedet bruge tiden på at sætte sig ned at genoverveje forslaget om at parkere flygtninge på kontanthjælp?

Det er det budskab, man kan få ud af at læse dagens klumme i URBAN.

Journalisten og klummeskribenten Gertrud Thisted Højlund er i syv sind  - hun kan ikke finde ud af, hvor hun hører til politisk, da hun i forskellige lag bliver beskyldt for enten at være højre- eller venstreorienteret. Og som hun skriver: “Så er det rart at have en borgerlig/liberal regering, som man kan benchmarke sig op ad”.

Hun hæfter sig i den forbindelse ved, at et borgerligt flertal går ind for obligatorisk madordning for skolebørn og kan i den forbindelse konkludere, at så er hun i hvert fald ikke borgerlig/liberal, hvilket hun begrunder med, at hun “stoler faktisk tilstrækkeligt på mine medborgere til, at jeg overlader dem den opgave at bespise deres egne børn”.

Men hov! Det lyder da umiddelbart som et ganske liberalt argument, hun bruger som argument for ikke at være liberal. Det oplagte ville i den forbindelse være at kritisere Gertrud Thisted Højlund for ikke at have sat ind i, hvad den liberale ideologi går ud på. Det har hun tydeligvis heller ikke, men det belyser samtidig et større problem. Nemlig at vi har en af navn borgerlig/liberal regering, der fører socialdemokratisk politik og påstår, at den er borgerlig, så almindelige danskere ikke længere kan kende liberal politik, når de ser den.

Endnu et eksempel på, at regeringen efterhånden gør mere skade end gavn på den liberale sag.

Inden Folketinget gik på ferie, nåede de på falderebet den 29. maj at vedtage den såkaldte tørklædelov.

Egentlig er navnet misvisende, da der reelt bare er tale om en kort tilføjelse til retsplejeloven, hvor man fandt ud af, at der jo i grunden var et hul mellem §§ 55 og 57, der skulle udnyttes, så man indsatte følgende to bestemmelser:

»§ 56. En dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt.

…

§ 56 a. En dommer bærer kappe under hovedforhandlinger og retsmøder, der afholdes med henblik på sagens behandling i medfør af § 831.

...«

Under behandlingen af lovforslaget gjorde en samlet opposition det klart, at så snart flertallet skifter, vil den vedtagne udvidelse af pligt til at bære kappe blive ændret. Derimod vil § 56 ikke blive ændret.

Er det så fordi det i dag udgør et problem, at dommere og dommerfuldmægtige i stort antal bærer muslimske hovedtørklæder eller kalot? Næh, der har faktisk ikke været peget på en eneste sag.

I forbindelse med lovforslagets behandling indhentede man efter sædvanlig praksis oplysninger om fremmed ret - i hovedparten af de lande, man indhentede oplysninger fra, var der ikke noget lignende eksplicit forbud mod religiøse eller politiske tilkendegivelser.

Det var altså ikke konkrete problemstillinger nationalt eller internationalt, der foranledigede regeringen til at fremsætte dette lovforslag, men snarere et ønske om at sende et signal om, at de onde islamister ikke skal have lov til at infiltrere domstolene. Det er da også prisværdigt nok, men man må spørge sig selv, om en lovændring var nødvendig af denne grund.

Således er retsplejeloven spækket med regler, der skal sikre den enkeltes retssikkerhed, herunder ved at foreskrive, at der ikke må foreligge omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om en dommers fuldstændige upartiskhed i en konkret sag (§ 61).

Man må gå ud fra, at det er bestemmelser som denne, regeringen har villet præcisere. Personligt har jeg dog ikke svært ved at styre min begejstring over denne præcisering. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det fx., at dommeren ikke må komme med udsagn, der forekommer religiøst eller politisk ladede, men adspugt har justitsministeren ikke kunne redegøre for hvilke ord, det for eksempel kunne være - dog, kan han fortælle, at det kun gælder udsagn eller udtryk, der alment opfattes som motiveret af at ville vise et bestemt religiøst tilhørsforhold eller en politisk overbevisning. Umiddelbart er det svært at se, hvad det er der skal ændres i forhold til den nuværende retstilstand. Man må spørge sig selv, om sådanne udsagn som minimum ikke også ville falde ind under den allerede gældende § 61?

Det er svært at se tørklædeloven som andet end symbollovgivning, der skal gøre DF glade - imidlertid er resultatet en lov som dommerne ikke aner, hvordan de skal håndhæve og som ikke har den mindste praktiske relevans ud over at være utidig indblanding i domstolenes påklædningspolitik.

Når nu loven ikke er ansporet af konkrete sager, ville det så ikke have været smartere at se, hvordan domstolene ville håndtere den inden for den allerede gældende lovgivning, hvis den opstod, i stedet for at komme med yderligere et ligegyldigt bidrag til lovjunglen?

Denne lov klæder ikke en borgerlig regering.

Den gamle vending “stjæl ikke - staten hader konkurrence” kan åbenbart også overføres til andre forhold. Nu hvor staten stiller børnepasning til rådighed for os, skal det ikke være muligt for folk med mulighed for det selv at stå for det.

Således kan man i dag læse, at flere EP kandidater og politikere i øvrigt ønsker at afskaffe au-pair ordningen; ifølge Poul Nyrup og Britta Thomsen fordi au-pair ordningen har forvandlet sig til en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe sig til billig arbejdskraft, hvor det i stedet var meningen, at ordningen skulle fungere til gavn for au-pairen. Som læseren nok kan forstå, kan vi ikke have, at vi i en markedsøkonomi har folk, der render og laver aftaler, der faktisk er til gavn for begge parter.

Selvom det ligger fjernt fra socialdemokratisk tankegang, kan der være brug for at inddrage fakta i diskussionen. Au-pair ordningen er således en ordning for unge, ugifte udlændinge mellem 17 og 30, der ikke tidligere har fungeret som au-pair i et andet vesteuropæisk land. Herudover er der en lang række krav til værstfamilien og au-pair aftalen i øvrigt, hvor familien foruden at stille et værelse til rådighed og betale en vis løn også skal betale for eventuel sygdomsbehandling og hjemrejse samt skal sørge for, at au-pairen ikke arbejder mere end 30 timer om ugen. Foruden den fastsatte minimumsløn på 2500 kr. om måneden forpligter værtsfamilien sig til at betale for kost og logi for au-pairen.

Med andre ord er der altså tale om en ordning, hvor et ungt menneske uden for mange forpligtelser i bagagen får mulighed for at komme til udlandet med sikker kost og logi, fast løn og mulighed for at stifte bekendtskab med et fremmed land og en fremmed kultur mod at forpligte sig til ganske overkommelige opgaver som tøjvask og børnepasning. Foruden hvad vedkommende har medbragt fra sit hjemland får den unge også en pæn løn efter stort set alle faste udgifter er betalt. Med andre ord er der tale om en fremragende mulighed for den unge, og at det samtidig kan aflaste hårdtarbejdende familier, er jo kun en gevinst.

Men, påpeger en repræsentant for et filipinsk kvindenetværk, pigerne bliver jo udnyttet, hvilket de omsorgsfulde venstrefløjspolitikere - som sædvanlig - bruger som argument for at afskaffe ordningen. Her kunne det dog godt lyde som om, at politikerne også kunne bruge en tur ud på det private arbejdsmarked og lære lidt om den danske kultur. For i Danmark har vi faktisk aftale- og kontraktfrihed; og man kan faktisk gennemtvinge sine aftaler med hjælp fra staten. Ved misbrug risikerer værtsfamilien endvidere at få frakendt retten til at have au-pair i op til 10 år.

På flere af politikerne kan man forstå, at alt dette dog er godt det samme, da de unge, der kommer til Danmark på au-pair ordningen, ikke kender disse rettigheder. At man kunne løse dette ved faktisk at forklare de unge om disse, falder dog ikke politikerne ind - for hvorfor løse med en pjece hvad man kan løse med et forbud?