Naturligvis kan homoseksuelle ikke blive viet i kirken, det er jo en vederstyggelighed, den kødelige kærlighed mellem 2 mennesker af samme køn er fordømt i både Nye og Gamle Testamente, så hvorledes ære et sådan forhold under kirkens måske vigtigste ritual, brylluppet? Men netop heri ligger argumentet for de kontroversielle vielser faktisk, hér har kirken oplagt mulighed for at tage afstand fra nogle af de skriftsteder, som vi simpelthen ikke kan bruge til noget som helst længere! At kalde homoseksuel kærlighed for en vederstyggelighed er i sig selv vederstyggeligt, endog umenneskeligt, og hører derfor ingen steder hjemme i en kirke der har kærligheden som sit primære budskab.
Og når nu velkendte danske præster samtidig bebrejder andre religioner for ikke at tage tilstrækkelig afstand fra problematiske skriftsteder, så er der yderligere noget galt. Som enhver anden religion der er grundlagt i en helt anden tid, kan de over tusind år gamle bøger ikke længere tages for pålydende, langt fra, de rummer ganske vist smukke passager, men også aldeles utidssvarende fordømmelser, straffetænkning og andet passé-tænkning. Disse skriftpletter har man så mulighed for at se bort fra ved at indføre homovielser, men i stedet holder man fast i de forældede dogmer, desværre og frigørelsen har stadig lange udsigter.
(trykt i Politiken 14-3 10)
Tilføj kommentar 14. marts 2010
Rend mig i sammenhængskraften, lyder den klart forståelige overskrift på Arne Melchiors kommentar i Berlingske Tidende 22-2. Dermed er det svært at forestille sig at den kraft, uden hvilken ethvert samfund er i fare for at blive opsplittet i enklaver, har en flig af betydning for Hr. Melchior.
Selve begrebet sammenhængskraft er ifølge Melchior er et helt nyt ord i vores sprog, hvilket desværre kun vidner yderligere om hans problematiske indsigt på området, - begrebet blev eksplicit introduceret af Anders Fogh Rasmussen allerede i 2001, og er gennem årene taget under grundig behandling i flere udgivelser af Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og andre samfundskritikere.
Melchior hævder at begrebet i dag anvendes primært af debattører der ønsker at ”herboende mennesker bør tænke, handle og opføre sig ens, så de hænger godt sammen.”, men ingen seriøse debattører argumenterer for en sådan ensretning, heller ikke Dansk Folkeparti ønsker at indvandrere, muslimer, mennesker med anden kulturel baggrund etc. skal opføre sig aldeles som helt almindelige danskere, endnu mindre tænke sådan. Sammenhængskraft har intet med tankekontrol at gøre, det siger sig selv, men handler om den nødvendige gensidige åbenhed der må gennemtrænge et samfund, hvis ikke det skal opsplittes i forskellige intrasamfund.
”Personer fra andre lande og/eller kulturer kræves at opføre sig præcis som vikingernes direkte efterfølgere.” Nej, Melchior, der opfordres højst til at man deltager i det omgivende samfund, ikke til en kopi af specifik dansk adfærd. Læser man Melchiors kommentar grundigt vil man opdage flere af disse overfladiske analyser, hvilket der ikke brug for i en så vigtig værdidiskussion som integrationsdebatten er.
Melchior sammenligner Danmark med USA, i sig selv en næsten umulig sammenligning, og hævder at sammenhængskraften ikke er truet i USA på trods af ”italienere, spaniere, irere, danskere og svenskere, kinesere, indere og argentinere, muslimer, katolikker, protestanter, jøder, mormoner og hinduer”. Men Melchior glemmer åbenbart at til trods for den kulturelle mangfoldighed står ingen af grupperne i opposition til resten af samfundet, de tilslutter sig alle amerikanske frihedsværdier og føler sig som amerikanere. Det samme kan man desværre ikke sige om alle indvandrere i Danmark, hvor alt for få føler sig som danskere selv om de er født og opvokset i landet, og alt for mange står i opposition til det omkringliggende samfunds værdier, jævnfør de opsigtsvækkende undersøgelser der fortæller at en femtedel af herboende muslimer går ind for en fuldstændig uacceptabel sharia-lovgivning, altså omkring 40.000 personer. Dette er ikke en generel kritik af muslimske medborgere, det er en kritik af stærkt religiøse modborgere.
”Vi har i dette land ca. 2.800 grund- og gymnasieskoler. Hvis der på højt regnet 200 af disse findes børn, der er sky for at vise sig nøgne for hinanden og ikke ønsker at spise kød, tager danskhedens værdier så skade derved?” Naturligvis ikke, men på den anden side er seneste uheldige stadie i denne udvikling, at man på flere skoler på Nørrebro har holdt mødremøder, fordi de strengt religiøse mænd ikke accepterede at deres kvinder var i lokale med fremmede mandspersoner. Lad os ikke sole os alt for meget i vores egen tolerance og rummelighed, når vi tydeligt kan se i hvilken retning udviklingen går.
”Lad os værne om normalitetens rummelighed. Vi vil ikke uniformeres hverken i det ydre eller i det indre.” Præcis, og derfor vil vi også gerne være fri for den religiøse uniformering og de snævre rammer, som desværre kun vinder endnu mere indpas i kraft af indlæg som Arne Melchiors.
(trykt i Berlingske 6-3 10)
Tilføj kommentar 7. marts 2010
I 1755 blev Lissabon ramt af et historisk jordskælv der slog op mod 100.000 mennesker ihjel. Skælvet var efter sigende så voldsomt at det kunne mærkes helt oppe i Finland. Bygninger styrtede sammen på stribe, og da man brugte meget åben ild i husholdningen dengang, blev hele Lissabon snart sat i flammer. Folk flygtede i hobetal ned mod vandet, hvor de imidlertid blot blev mødt af skælvets efterfølgende tsunamibølge, som druknede alt på sin vej.
Katastrofen i Lissabon er historisk dels på grund af sine groteske ødelæggelser, men også fordi man nu begyndte at stille sig tvivlende overfor oplysningstidens optimisme og i særdeleshed overfor den generelle gudstro. Det var i hvert fald svært at tro på en retfærdig straf fra det høje, især fordi Lissabon var fromt katolsk, fordi katastrofen indtraf på Allehelgensdag hvor næsten alle var i kirke, og ikke mindst fordi en række af byens bordeller stod intakte tilbage efter jordskælvet. Man spurgte snarere ind til Guds nærmere væsen når Han ikke forhindrede sådanne katastrofer, de mest dristige spurgte om Gud overhovedet eksisterede. Således blev jordskælvet i Lissabon i høj grad begyndelsen på nye kritiske tendenser i europæiske tænkning og kultur, både blandt menigmand og blandt talrige oplysningsfilosoffer.
*
I dag er Haiti blevet ramt af jordskælv og ødelæggelsernes omfang svarer i skræmmende grad til Lissabons, endda værre. Mindst 100.000 mennesker har mistet livet på få timer, langt flere er uden hus og hjem, Haiti er ikke længere et land, anarkien truer konstant, mænd med knive og hammere kæmper om hverdagsgenstande i ødelagte bygninger, visse steder er vand den nye valuta, der er intet mere at komme efter her.
Og spørgsmålet melder sig sig igen, - Hvordan kan man tro på en barmhjertig og almægtig Gud når naturkatastrofer jævner byer med jorden, i Haitis tilfælde, udsletter det meste af et land? Hvorledes holde fast i troen på at Vor Herre, Jahve eller Allah passer på menneskene, når titusinder af haitianske børn aldrig kommer til at opleve andet end de første få leveår?
For nogle vil katastrofen på Haiti blot styrke dem i deres ateistiske overbevisning, mens andre vil søge efter forklaringer der alligevel forener gudstroen med alverdens ulykker. Måske har Gud blot skabt verden, men blander sig ikke, en udbredt position blandt oplysningsfilosofferne i øvrigt, primært den franske Voltaire. Men det er en ubegribelig Gud der blot ser til mens hans elskede værk smadres af jordskælv og tsunamier, måske en Gud af dæmonisk tilsnit? Andre vil hævde at Gud tester os, hærder os, men man tester ikke den man elsker, og den rene udslettelse er ingen test, blot udslettelse.
Man er fristet til at sige, at når religiøse mennesker i dag oplever at deres følelser krænkes af religionskritik eller satire, så krænkes vores fornuft omvendt når man med vold og magt holder fast i troen på den barmhjertige Gud efter tragedien på Haiti, såvel som efter alle andre ikke-menneskeskabte katastrofer.
*
Problemet er ikke nyt men først formuleret af kirkefaderen Irenæus fra Lyon i det 3 århundrede, - hvordan tro på den gode gud i en verden af ondskab og ulykker, hvorledes løse ’Det ondes problem?’ Siden da har tænkere fra både øst og vest beskæftiget sig med spørgsmålet, og ingen løsning har været ukontroversiel. Problemet vil nok altid være aktuelt, desværre, og er for nylig blevet taget op igen af den kritiske, danske teolog Jacob Wolf i hans roste bog ’Jobs tårer’. Ifølge Wolf kan det onde ganske rigtigt være godt for noget, men derfor er det stadig ondt i sig selv. Godt sagt. Og med hensyn til Guds manglende indgriben skriver Wolf i klart sprog følgende, ”Hvad skal vi mene om for eksempel en læge, der er i stand til at redde barnet, men ikke gør det og i stedet sætter sig ned ved siden af det og vrider sine hænder i gråd af bare medfølelse? Kan man andet end foragte sådan en læge og beskylde ham eller hende for at være en uduelig idiot eller at have en pervers glæde ved lidelse?”
Wolf er elev af den danske filosof K.E. Løgstrup, der også gjorde sig mange interessante tanker vedrørende ’Det ondes problem’. Han spurgte hvorfor ingen egentlig beskæftiger sig med ’Det godes problem’, altså hvorfor eller hvordan der kan eksistere godhed i verden hvis ikke Gud eksisterer? Bestemt et relevant spørgsmål, der dog ikke ændrer på at det onde stadig står uforklaret tilbage.
Ofte munder de forskellige løsningsforsøg ud i en ateisme, en afvisning af enhver form for guddommelig eksistens, hvilket på den ene side er en nedslåede erkendelse, men på den anden side en position der åbner mulighed for virkelig at sætte pris på de menneskelige handlinger, - vi har ingen andre end os selv at takke for alt det gode i verden. Og netop med tanke på alle de kræfter der netop nu er sat ind for at komme folk til undsætning i Haiti, er der nok at beundre, rigeligt, hér kan man for alvor værdsætte de ekstraordinære menneskelige bedrifter.
Nødhjælpsarbejdere fra hele verden kæmper stadig for at redde folk ud fra de nedstyrtede bygninger.
Det vestafrikanske land Senegal, der har en lang tradition for fredsarbejde på kontinentet, har gjort alvor af sin sympati med Haiti og tilbudt haitianerne et nyt land, kort og godt.
Der er indsamlet millioner gennem et utal af organisationer, alene USA har indtil videre bidraget med over 100 millioner dollars i nødhjælp, sendt hospitalsskibe mod øen, redningspersonale, folk sætter frivilligt livet på spil for at redde deres medmennesker på den slagne ø.
Og så er der vidunderhistorierne, danskeren Jens Tranum Christensen lå fanget under murbrokker i 5 døgn og blev reddet i god behold efter en 4 timer lang international redningsoperation.
Læger fra nær og fjern arbejder uden hvil, og det forlyder at enkelte har opereret konstant i næsten 3 døgn, - omgivet af hundredevis af hårdt sårede mennesker har disse læger kun én tanke, at redde så mange som muligt.
Hvem skal vi så takke for disse bedrifter? Den Gud der ikke forhindrede katastrofen, eller ene og alene disse enestående mennesker?
*
Efter jordskælvet i Lissabon kom den danske præst Hans Adolph Brorson med sin kommentar til katastrofen. Han kunne kun betragte begivenhederne som Guds ubegribelige, men retfærdige straf. Således sad Brorson med sin pletfri præstekrave og nydelige pudder i Ribe og så en højere mening med ulykken, mens portugiserne kæmpede indædt for at redde hvad reddes kunne. Spar os venligst for lignende analyser i dag efter hvad vi har været vidne til på Haiti, og lad os i stedet fokusere på de hænder der graver sig til blods i håb om at finde overlevende, deres familie, deres elskede. Er disse mennesker ikke det afgørende vidnesbyrd om det gode og smukke i verden, frem for troen på Vor Herre eller hvad det overjordiske væsen ellers kaldes under andre himmelstrøg?
Kronik i Kristeligt Dagblad 29-1-10
Tilføj kommentar 23. februar 2010
Så kaldte formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard muslimer for løgnere og voldtægtsforbrydere. Og på den anden side deltog Imam Abdul Wahid Petersen og talsmand for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain i ukritisk audiens hos den iranske diktator Mahmoud Ahmadinejad. Således er meget fremtrædende personer i stort set alle integrationsspørgsmål her hjemme med til at banke processen hårdt tilbage.
Hedegaard bliver bakket op af medlemmer fra Trykkefrihedsselskabet og ikke mindst af repræsentanter fra Dansk Folkeparti, mens Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussains valgte at tage billeder af Ahmedinjad fremfor at spørge til præsidentens holocaust-benægtelser, trusler mod Israel, kriminalisering af homoseksualitet og ikke mindst vold mod demonstranter i landet.
Hvordan går det til at så markante personer i integrationsdebatten kan begå så omfattende brølere, hvordan går det til at disse personer overhovedet er blevet så markante? Man kan kun ønske sig bedre fortalere for trykke- og ytringsfriheden og på den anden side for muslimer i Danmark.
Naser Khader, Søren Pind og andre prominente medlemmer af Trykkefrihedsselskabet er smuttet, mens talskvinden for Frit Iran Jaleh Tavakoli har kritiseret sine trosfællers talende tavshed. For hvad tænker og føler iranske muslimer i Danmark ikke, når de selv er flygtet fra netop de tilstande som præsident Ahmadinejad med vold og magt fastholder?
Omvendt har hele miseren faktisk nogle positive konsekvenser. Nu bliver fårene skilt fra bukkene, og man vil måske forstå at henholdsvis Trykkefrihedsselskabet næppe kan føre integrationen i en bedre retning, og tilsvarende at en imam som Abdul Wahid Petersen, der altid har haft svært ved at tage afstand fra stening, også er medvirkende til at grave etniske grøfter. Endelig åbner miseren mulighed for at sætte mere pris på personer som Naser Khader, Tavakoli, Søren Pind og andre, der siger fra i helt rette øjeblik.
Det vrimler tilsyneladende med svipsere i integrationsdebatten. Og debatten er efterhånden blev så elastisk at man kan udtale næsten hvad som helst, og slippe afsted med det. Hvis en debattør for bare få år siden havde hånet muslimer som Lars Hedegaard nu har gjort ville man betragte manden som gal - det er i hvert fald svært at forestille at personen havde fået lige så meget taletid. Og hvis fremtrædende imamer havde siddet til højbords med anti-semitiske diktatorer ville man tilsvarende betragte imamerne som forryktee. Men problemerne, udtalelserne, islamofobien og islamismen har sneget sig ind på livet af os i en grad at vi ikke rigtig reagerer på uhyrlighederne, højst ryster på hovedet. Og det går bare ikke, i så fald vokser problemerne sig større og fronterne sig stærkere uden at vi er os dette helt bevidst, i hvert fald ikke før det er for sent.
Folk æder det råt, og det er jo heller ikke kedeligt avisstof når Lars Hedegaard eller radikale imamer trækker overskrifter, det sælger. Hvorvidt man skal bebrejde læsere eller medier, eller begge, skal være usagt her, men der er i hvert fald brug for besindelse blandt begge parter. Det kan ikke være rigtigt at man kun interesserer sig for ulykkerne, skandalerne og de hovedløse udtalelser i integrationsdebatten, det kan heller ikke være rigtigt at Lars Hedegaard, anti-muslimen Søren Krarup eller imamer der både ligner og lyder som bjerghøvdinge er med til at sætte dagsordenen i debatten. Der er brug for saglighed, hvilket Lars Hedegaard nok vil påberåbe sig, nu mangler han så bare at vise den, og der er brug for moral, hvilket Abdul Wahid Petersen bestemt også vil erklære sig enig i, men i praksis kiksede fuldstændig i det øjeblik han slog sig ned ved den brutale kupmagers bord.
Undertegnede har selv oplevet Lars Hedegaard under et foredrag på Christiansborg, men har endnu Abdul Wahid Petersen og imamer af samme snit til gode. Hedegaard har komplet viden om problemerne i islam, der er næppe en islamist som har forbigået Hedegaards opmærksomhed, men hvis man kun hæfter sig ved problemerne i en religion og integrationsvanskelighederne blandt nogle muslimer, så er det ikke svært at få sine dommedagsteorier til at passe, således som det også blev udbasuneret under foredraget på Christiansborg. Hvis man bevidst søger materiale der styrker ens kritik eller teori, således som det også er tilfældet på et stigende antal anti-muslimske internetblogs, så turde det være åbenlyst at man bedriver uredelig videnskab. Sagt på en anden måde, - Lars Hedegaard kan altid underbygge den ene påstand med en anden, men kan han også underbygge den med virkeligheden?
Hvem der tager prisen som årets integrationstorsk må man selv vurdere, men kandidaterne er netop blevet suppleret op. Når en græsrodsorganisition som Trykkefrihedsselskabet udslynger hadske postulater om religiøse mindretal i Danmark, så gør selskabet selve frihedsbegrebet til skamme, og når toneangivende imamer misbruger den mest oplagte mulighed for at protestere imod en præsident der undertrykker sin befolkning i islams navn, så må imamernes generelle moral drages i tvivl. Amatører, er der tale om, intet mindre, lad os få de rigtige profiler på banen, både som debattører og som forbilleder.
Tilføj kommentar 1. januar 2010
På forsiden af Politikens debatsektion 31-10 tager Dansk Folkepartis Søren Espersen tråden op fra Poul Henningsen, - hvis nogle mennesker mener at deres følelser er blevet krænket, hvad så med dem der mener at deres fornuft er blevet krænket? Det er glimrende læsning, og hvorfor ikke forsøge at fortsætte i PH’s og Søren Espersens spor.
Hvorfor er følelser vigtigere end fornuft, hvorfor kan man ikke med samme ret sige, - dét der er simpelthen for dumt, mit gode hoved er blevet krænket? Kan det ikke gøre ligeså ondt hvis man støder på en aldeles katastrofal dumhed, man ærgrer sig jo, man bliver bitter over hvordan fornuften misbruges, trædes under fode og hvad der er værre.
Vi skal acceptere hinandens følelser, vi har dem jo, følelserne, så det er svært at gøre andet, men respektere dem, ikke nødvendigvis, så ville der jo være tale om en anerkendelse. Men om lige man også skal acceptere fornuften, endda respektere den, fordi hvem anerkender ikke fornuften som afgørende kilde til viden? Selv de dybeste mystikere og religiøse mennesker ville jo ikke engang kunne formulere deres mystik hvis ikke det var for fornuften.
I virkeligheden er det langt vigtigere at man respekterer fornuften fremfor følelserne, fordi fornuften er altid på sin plads, man kan næppe bebrejde et menneske at det handler fornuftigt, mens følelserne kan være af meget svingende kvalitet og bestemt ikke altid berettiget, ikke sandt?.
Ikke desto mindre er fornuften blevet aldeles overset i diskussionen om hvornår man bør eller ikke bør føle sig krænket, - godt vi kan trække Poul Henningsens betragtninger frem her. Tænk bare på alle de kloge hoveder der dagligt må finde sig i at deres intelligens krænkes af alverdens dumrianer, når noget er helt i strid med den sunde fornuft.
Næste gang der bliver skrevet noget virkelig dumt i aviserne, eller hvis der bliver trykt en rigtig dum tegning, skal der herfra opfordres til at alle der formår at tænke klart giver udtryk for den smerte der er blevet påført dem.
1 kommentar 4. november 2009
Er Dansk Folkeparti skyld i integrationsproblemerne? Har partiets hårde linje og kontroversielle retorik sprængt så dybe kløfter mellem dem og os at en vellykket integrationen slet ikke længere er mulig? Når Dansk Folkeparti vil belønne kommuner for at sende utilpassede indvandrere tilbage hvor de kom fra, når moskeer jævnføres med sorte huller, når Thulesen-Dahl erklærer det meste af partilinjen for anti-muslimsk?
Ingen tvivl om at DF har vakt harme, endog kontraproduktivitet blandt muslimske indvandrere i Danmark, men hvis man hævder at partiet udgør ondets rod, hvordan vil man så forklare de massive integrationsproblemer hos vores svenske naboer, hvor der netop ikke eksisterer skyggen af sidestykke til det indflydelsesrige Dansk Folkeparti, hvor man tværtimod har ført den måske blødeste integrationspolitik i Skandinavien, i Nordeuropa?
Præcis de samme tendenser gør sig gældende i Sverige som her, - fremvækst af parallelsamfund, arbejdsløshed, ungdomskriminalitet og i bestemte kvarterer en streng fortolkning af islam som særligt rammer kvinder. Og man kan næppe bebrejde den liberale Frederiks Reinfeldts centrumregering for fremmedfjendskhed, problemerne er ikke fremprovokeret af populistiske magthavere, ingen nationalister i den svenske regering, ingen hardlinere, tværtimod.
Man skal ikke længere end til Malmø for at få øje på problemerne. Her ligger Rosengården, Sveriges svar på Vollsmose, på Gjellerupparken, Mjølnerparken, et alarmerende sted hvor voksende grupper af radikale islamister ødelægger det hele for almindelige muslimske borgere. En ny rapport, bestilt af den svenske regering, udarbejdet af forskere fra Forsvarshøyskolen og baseret på interviews med politifolk, socialrådgivere, skoler og frivillige organisationer, har vakt stærk bekymring og bekræfter at Rosengården reelt nærmer sig en religiøs enklave, hvor de sociale og økonomiske mønstre man kender fra danske indvandrerghettoer er gentaget, blot i endnu mere iøjefaldende målestok.
Lad os gå lige til sagen!
Rapporten fortæller at nytilflyttede familier med muslimsk baggrund føler at de levede under friere forhold i deres hjemlande.
Stort set alle interviewede i rapporten beretter at radikalismen er vokset dramatisk de seneste 5 år.
Grupper af ultraradikale mænd fungerer ligefrem som ’ansigtskontrollanter’ så kvindernes dyd holdes i hævd.
Der findes eksempler på unge muslimske piger der aldrig har været uden for Rosengården, som aldrig har set det indre Malmø.
Lokale imamer vier piger helt ned til 14-årsalderen.
I de mest udsatte områder af bydelen er arbejdsløsheden 85%.
Endelig bliver politi og brandvæsen jævnligt mødt med stenkast og andre skyts når de forsøger at udføre deres arbejde.
Således i Sveriges mest udsatte bydel, Rosengården, segregationen synes komplet, og som sagt, intet politisk parti at skyde skylden på, ingen pendant til Dansk Folkeparti, ikke engang en kontroversiel indvandrerdebat, ingenting.
Dette turde være en opsang til det utal af politiske væsner, der synes at have gjort det til deres mission i livet at kritisere DF frem for at koncentrere sig om selve integrationsproblemerne. DF’s udtalelser er bestemt ikke alle lige prisværdige, men i sidste ende er det ikke Pia Kjærsgaard der er problemet. Man burde bruge det politiske krudt på noget bedre, på en mere konstruktiv kritik af integrationsindsatsen herhjemme, - de hårde domme over DF får alligevel næppe partiet til at ændre hverken kurs eller kant, og det eneste man opnår er måske at få stivet den moralske selvfølelse af.
Ja, dette er i højeste grad en opfordring henvendt til glanskoret af læserbrevsskribenter i Politiken og Information, meningsdannere og kunstnere som Rune Engelbreth og Klaus Rifbjerg, medlemmer af Radikale Venstre og Enhedslisten, universitetsprofessorer, de unge SF’ere, listen er lang. Dansk Folkeparti er ikke en besættelsesmagt som over 27.000 mennesker ellers hævder i deres magelige Facebookgruppe, Danmark er ikke besat, af hverken Pia Kjærsgaard og eller for den sags skyld af muslimer, men frelstheden og den narcissistiske humanisme synes derimod at have sat sig godt fast i store dele af opinionsdanmark.
Så længe man stirrer sig enøjet på Dansk Folkeparti, gør man intet for at komme de virkelige problemer til livs. Og så længe at man hopper op og springer ned på partiets sprogbrug, medvirker man blot til at blæse de fordomsfulde udtalelser endnu større op.
Foretrækker man virkelig den behagelige konsensus ved middagsbordet, på arbejdspladsen, hvor som helst man bekræfter hinanden i Pia Kjærsgaards ondskab, frem for at sætte sig mere ind i en sag, som er ligeså følsom som den er vigtig? Der er brug for flere hoveder til at udtænke integrationsstrategier som modsvar til enhver der tror at lykken er gjort hvis blot Dansk Folkeparti bliver revet af pinden. Det er den ikke, - Rosengården er modeksemplet.
(først trykt i Berlingske Tidende 10-10 09)
Tilføj kommentar 27. oktober 2009
Det er ingen hemmelighed at en forfatter som Carsten Jensen entydigt mener at danskerne bedøver sig med selvgode løgne, burer sig inde i parcelhuskvarterene, drømmer om at undslippe deres eget kontroltyranni, etc. Men hvor var Jensens forfatterskab, hvis ikke kunststøtten var finansieret af mennesker der bedøver sig med selvgode løgne, burer sig inde i parcelhuskvarterene og drømmer om at undslippe deres eget kontroltyranni?
Tilføj kommentar 3. oktober 2009
Supersværvægteren i anti-amerikanisme Klaus Rifbjerg er stolt over at blive kaldt kulturradikal. Efter hans opfattelse består radikalismen i at stå fast på at ”fornuft er bedre end ufornuft, frisind bedre end dogmatik, humor bedre end surhed, sandhed bedre end løgn”. Så skulle man vist være helgarderet, svarende til at man næppe tager fejl når man hævder at kuglepennen er blå hvis den er blå. Det er i hvert fald svært at se nogen dybde i et udsagn som at det er bedre at være sjov end sur, og man må håbe at Danmarks måske mest anerkendte forfatter strammer lidt op på indholdet næste gang han bliver spurgt om sit værdipolitiske ståsted. Come on!
Tilføj kommentar 29. september 2009
De er søde, smiler altid tilbage, og taler fredeligt sammen i bussen. Lidt for fredeligt. For man kan undre sig over hvordan så mange gamle damer kan tale om så lidt, om solen hvis den skinner, eller ikke skinner, om regnen hvis den slår mod busruden, om alverdens ligegyldigheder, gardiner, ødelagte vandhaner, forkølelser, sendetider, boller i karry, - hvordan kan man, efter et langt levet liv, ende med at drøfte de mest blændende ligegyldigheder bagerst i bussen? Og nej, hvis bare det var smalltalk, men der bliver talt med indlevelse, næsten med passion, om vejret, gardinerne og de ødelagte vandhaner.
Hér er ikke tale om hån, den slags udspringer af underskud, det gælder forundringen, forbavselsen over hvordan så meget kan blive til så lidt, hvordan et langt livs erfaringer kan gøres op i snak lænset for ethvert indhold. Ikke desto mindre virker de kære damer ikke utilfredse, langt fra sure, den slags hører hjemme i en helt anden kategori, nej der er i bedste fald en velsignet ro over de gamle veninder i bussen, måske er det hele som det skal være, - og dermed desto mere hårrejsende.
På det jævne, på det jævne, og aldrig i det himmelblå, sagde en tosset præst engang, eller også var han bare skræmmende normal, i hvert fald lever ånden stadig, det simple liv hvor man kan glæde sig over hverdagens små nullermænd. På den anden side, de gamle damer, tænk på deres lange arbejdsliv, alle de børn de har sat i verden, opdragelse, omsorg og alt sammen gjort på den mest fredelige facon, - er det ikke samfundets trofaste støtter der sidder der og sniksakker i bussen, hvordan og hvorfor stikke til dem? Fordi nogle mennesker har godt af at blive stukket lidt til.
Nå ja, for den rastløse er det meste kedeligt, men hov, måske er det kedelige skyld i det rastløse temperament?
Casper Christensen forsvarede engang zappergenerationen med at ’selvfølgelig zapper vi, der er jo ikke noget’, og måske gør det samme sig gældende her.
Tilsyneladende kan man vælge én ud af to muligheder, - enten affinde sig med alverdens kedsomhed og i øvrigt passe på ikke at opleve noget spændende, - man kunne jo ønske sig mere, eller man kan forankre sin tilværelse i oprøret mod den gennemsnitlighed der forvandler levende til døde og ville vække døde til live hvis de så hvad der foregik.
Tilføj kommentar 16. september 2009
S og SF vil stramme skatten for de mest produktive og belønne de uproduktive med skattelettelser. Dem som betaler de højeste skatter og dermed yder mest til samfundets velfærd, skal straffes, mens mennesker der ikke bestiller så meget skal have lidt ekstra.
Hmmm.
Den socialistiske tankegang er imidlertid at de velhavende har rigeligt, mens de arbejdsløse næsten ingenting har, så hvorfor ikke omfordele lidt mere? Men får man flere mennesker i arbejde ved at hæve forsørgelsesindkomsterne? Og hvordan overhovedet etablere velfærd hvis stadig flere forsørges og dermed reelt ikke betaler skat? Hvis verdens højeste skattetryk bliver ved at stige får vi i værste fald et samfund hvor alle er næsten lige fattige, og der vil for alvor vil blive set skævt til de velhavende, succesfulde, produktive mennesker.
Tilføj kommentar 16. september 2009
[Forrige indlæg]
